søndag den 17. juni 2012

Homoseksuel - hvordan?

I en alder af 8 år sad en dreng foran sine forældres computer – for det var den eneste familien havde – og søgte billeder på Google. Han søgte primært på billeder af mandlige modeller med en flot overkrop, men forsøgte ihærdigt at skjule dette for forældrene. Han lærte hurtigt, hvordan man slettede cookies og slettede alle sporene fra computeren, så hans forældre ikke kunne spore, hvad han lavede. Men denne lille ”hobby” gik lidt over gevind, og da klassekammeraterne begyndte at snakke om, hvor ulækkert det var at være bøsse og brugte ordet som skældsord, forsøgte han at droppe hobbyen og lade være med at glo på det nogensinde igen. Han vidste ikke engang hvad ordet betød, som sådan. Det skal siges, at han kun havde pigevenner og aldrig så meget som havde snakket med en dreng i hele sit liv.

Som tiden gik, fik han pigekærester og i 4-5 klasse (måske også starten af 6 klasse) var han faktisk kommet ind i drengegruppen. På trods af deres konstante snak om piger og fodbold, kunne han lide at være sammen med dem. Han kunne lide at lægge op af sin daværende bedste drengeven, når de så film og spillede spil. Han havde vænnet sig til endelig at opføre sig heteroseksuelt – som alle andre. Han passede ind, og han kunne virkelig godt lide det. Men i 6 klasse begyndte alting at blive vendt på hovedet. Den daværende bedste drengeven spurgte ham ”Er du bøsse?”. Drengen vendte sig kort mod ham, og det grimme ord rungede i hans hoved, mens en ækel følelse voksede i ham. ”Nej, selvfølgelig ikke,” svarede han. Kort efter kom en ny pige i klassen, som skulle blive hans ufrivillige billet ud af drengegruppen. Men den ufrivillige billet blev ekstremt hurtigt en frivillig billet. For kort tid efter, begyndte hver eneste dreng at vænne ryggen til ham. Og der begyndte rygterne. Rygter, som skulle få ham til at føle sig som et nul og et udskud.
Selvfølgelig, er denne lille historie min historie. Jeg vidste allerede som 8 årig, at jeg var til mænd, og jeg skammede mig ikke over det. For dengang var der ikke nogle fordomme om det. Jeg vidste ikke, hvad der var normalt og hvad der var unormalt. Som en lavigne væltede fordommene ind over mig og jeg følte mig mere og mere alene. Men det, som jeg i dag delvist skammer mig mest over er, at jeg ikke var tro mod mig selv. Jeg var ikke engang tro mod mig selv i mine tanker. Hvis jeg bare så lidt på en dreng, fandt jeg en mental hammer frem og slog mig selv i hovedet. Det ledte til adskillige selvmordsforsøg.
Jeg husker særligt en gang, hvor mine forældre ikke var hjemme. Min bror og jeg var, igen, kommet op at slås og han fik på en eller anden måde såret mig så meget, at jeg gik ned i køkkenet og fandt en af min mors skarpe køkkenknive. Jeg kan huske jeg så mit eget spejlbillede i kniven mens jeg stod og samlede mod til at stikke den i brystet på mig selv. I dag har jeg stadig et ar på siden af maven. Mine selvmordsforsøg tog til i fart, jo ældre jeg blev. Jeg holdt en facade oppe, hvor jeg smilede og var glad og lod som om, at jeg var ligeglad med, hvad folk tænkte om mig. Men da rygterne om, at jeg var homoseksuel, begyndte at løbe rundt på skolen, blev det for meget. På det tidspunkt havde jeg indrømmet for sundhedsplejersken, at jeg havde selvmordstanker og mine forældre blev gjort opmærksomme på det – men der blev ikke rigtig gjort noget ved det. Når jeg blev efterladt alene, fandt jeg forskellige måder at pine mig selv på. Jeg forsøgte dog mest med knive – hvilket forklarer mange af mine ar på overkroppen. Jeg ville ikke gøre det de typiske eller synlige steder; håndleddet, hovedet, hænderne, benene, osv. Jeg holdt det på overkroppen, for jeg gik alligevel med stort tøj, så ingen ville opdage det. Og til idræt, når vi skulle i bad efter idræt, var jeg fritaget, pga. eksem. Så det var intet problem for mig, at skjule alle mine knivsår.

Jeg var ikke altid i stand til at holde facaden oppe. Den glippede særligt i niende klasse, hvor jeg gik amok i klassen og angreb en pige. Jeg holdt hende mod væggen i et kvælertag. Jeg husker, at hun løb grædende ud af klassen. Jeg husker, at hun slog mig på vej ud og at jeg slog igen. Men det værste ved mindet, udover min handling, var det faktum, at adskillige af mine klassekammerater sad og roste mig for det jeg havde gjort. Jeg spillede selvfølgelig med på det, men sandheden var, at jeg aldrig havde skammet mig så meget før. Vi blev begge taget ud af klassen, og pigen var utrolig sød, og sagde, at hun ikke troede, at det var noget jeg nogensinde kunne finde på at gøre igen. Lærerne spurgte også, om de skulle underrette vores forældre, men jeg bad om selv at gøre det. Jeg følte, at jeg fortjente at blive straffet. Og denne gang var det ikke nok at straffe mig selv. Mine forældre handlede som jeg forventede: de blev skuffede. Og skuffelse er det værste jeg ved. Det var først, da jeg om aftenen brød sammen i stuen, at mine forældre forstod, hvor hæsligt jeg havde det med mig selv. Og så var jeg tilgivet igen. Skulle jeg vælge noget i mit liv, som jeg skammer mig mest over, så er det denne situation.
Jeg har aldrig været alene som sådan. Jeg har altid haft gode venner, både i virkeligheden og på nettet. Og da de begyndte at opdage de her ting, forsøgte de da også at hjælpe så godt de nu kunne – men de vidste aldrig mere end, at jeg havde selvmordstanker og havde forsøgt selvmord engang. Alligevel har jeg følt mig ufatteligt alene. Men en følelse jeg fandt værre end den alene-følelse, var følelsen af at være et ulækkert misfoster. Jo flere gange jeg hørte om ”Frederik er homoseksuel”-rygtet, desto mere ulækker følte jeg mig. Jeg fik desuden dårlige karakterer, så ikke engang der kunne jeg vise, at jeg faktisk kunne finde ud af noget. Jeg følte, at jeg var den største og klammeste fiasko i verden.
I dag er jeg dog ufatteligt glad for, at jeg var så stor en kujon, at jeg ikke turde slå mig selv ihjel. Jeg fortryder ikke engang alt det, der er sket. Sket er sket, og jeg kan ikke gøre noget ved det. Og selvom jeg har ar rundt omkring til at minde mig om det, så smiler jeg bare. De er en del af mig, de er en del af den, jeg i dag er blevet. Og den, som jeg i dag er blevet, kan jeg virkelig godt lide. Jeg er mig; stolt homoseksuel, sarkastisk tosse, fjollet fotograf og entusiastisk Disney-elsker. Jeg har min ups’n’downs, men det har alle da, ikke?
Jeg har længe overvejet, om jeg skulle dele det her offentligt, da det (som I kan læse) er dybt personligt. Hvorfor jeg gør det? For at bevise overfor mig selv, hvor langt jeg egentlig er kommet på 3 år.

- Frente