At Smadre Skabet

Ja, jeg syntes, at jeg ville dele min "spring ud"-historie med jer. Jeg har nemlig i lang tid gået og haft det dårligt over, at jeg ikke kunne fortælle mine forældre, at jeg var til mænd. Mine venner og klassekammerater vidste det. Ja, de vidste det faktisk længe før jeg sprang ud.

Jeg har frygtet mine forældres reaktion, det indrømmer jeg blankt. Og det er på trods af, at mine forældre altid har haft en meget flot holdning til homoseksualitet. De sagde altid til min bror og jeg, da vi var små: "hvis en af jer - eller I begge - fandt ud af, at I var homoseksuelle, skal I ikke være bange for at sige det". Dét viser jo bare, at mine forældre allerede dengang var klar på hele "situationen". Men det var nok også meget dengang, at man hørte mere til homoseksualitet - det skal jeg ikke kunne sige.

Jeg havde oprindeligt besluttet at springe ud på "National Coming Out Day", da det virkede mere "officielt" (ja, jeg ved ikke lige hvad jeg tænkte). Men dagen gik, og jeg kunne ikke få det sagt. Jeg begyndte i stedet at blive mere aktiv på både Boyfriend.dk og Albert.dk - og det er på trods af, at jeg egentligt bare gerne ville have kontakt til folk/mænd, som "var ligesom mig". Jeg har altid været typen der var til seriøse forhold, og ønskede (og ønsker stadig) derfor ikke det, som Albert faktisk står for, sex med en hvilken som helst. Derudover er jeg en virkelig genert og usikker person - for slet ikke at tale om akavet.

Men så for nogle dage siden så jeg, at Jobbe Joller (Årets Mr. Gay) havde kigget på min profil på Boyfriend. Da en ven tidligere på året begejstret havde vist mig klippet fra Go'morgen Danmark hvor han var med, var jeg meget beæret over det. Jeg ansøgte derfor straks om venskab (og blev accepteret) og opdagede også (efter at have læst hans Boyfriend-profil grundigt igennem) at han havde oprettet Homosocialt Fællesskab. Nogle dage efter så jeg, at "Spring-Ud-Linien" var blevet oprettet - igen takket være Jobbe Joller. Og herfra begyndte det at gå stærkt.

Da jeg sprang ud
Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle springe ud. Jeg lyttede til, hvordan andre havde gjort det. Lyttede til deres oplevelser. Jeg forberedte mig på det værste - på trods af mine forældres flotte holdninger. Men sandheden er: det skete bare.

Jeg havde lige spist og vasket op. Jeg gik ind i stuen og stillede mig ved brændeovnen, som jeg så ofte gjorde. I fjernsynet var der bare de sædvanlige genudsendelser, som mine forældre ikke interesserede sig i. Vi begyndte roligt at snakke. Jeg husker faktisk ikke, hvordan vi kom ind på det. Men vi snakkede om fremtiden, parforhold, og den slags. Og så sagde min far noget med en fremtidig kone. Her blev jeg meget stille og en masse tanker kørte i mit hoved. Skal det være nu? Hvordan vil de reagere? Vil de frastøde mig?

Men efter at jeg havde været stille i nogle sekunder sagde han: "eller måske en fremtidig mand?" hvorefter det røg ud af munden på mig - stille, men dog tydeligt: "Tja... jeg er jo homo, så...". Mit hjerte bankede så hurtigt og jeg fortrød med det samme. Særligt fordi mine forældre startede ud med at spørge, om jeg nu var sikker. Og da jeg havde valideret det, udbrød min far glad - og nærmest stolt - til min mor: "Vi får en svigersøn!". Jeg kunne ikke lade være at smile. Det var en virkelig fantastisk fornemmelse jeg havde bagefter. Men det var som om, at jeg først fattede det 30 minutter efter. For i de 30 minutter, sad vi og snakkede om homoseksualitet, hvordan synet har været på det gennem tiden, hvor god en tid det er at være homoseksuel - og så selvfølgelig alle bekymringerne. Min mor var ikke bange for, ikke at få børnebørn. For som hun sagde: "Man kan jo adoptere". Og da vi faktisk ikke vidste, om homoseksuelle MÆND måtte, sagde min far "og hvis ikke man må NU, så må man snart. For homoseksuelle er den her tid lidt af en revolution". Og sådan føler jeg det også.

- Frente