Moving.

WELL HELLO FREAKS OF THE WEBBYNET!
I am moving.
To this location: DKFrente
Click on it, chief.

Why am I moving?
Fordi tumblr er awesome, og jeg bruger langt mere tid på tumblr end nogen anden hjemmeside (except YouTube). Jeg har 2 tumblr nu, og denne holder jeg på dansk. Great. Men tryk gerne "follow" på Frenterik også.

Good.
Bye.

Aarhus - Århus?

Ud i det blå kun med klipklapper på. Det var der en sang der en gang sagde. Og jeg har rigtig nok fået mine klipklapper på og taget "ud i det blå". For nu kom dagen endelig. Dagen hvor jeg flyttede til Aarhus. Jeg har endda overlevet min første nat her i Aarhus. Hurra for mig.

Det var her jeg besluttede det. Jeg vil blogge igen. Ikke kun på tumblr, men også her på blogspot. Og nu får denne blog endelig et form for tema, hvor det før har handlet om alt muligt blandet (dog, den sidste tid mest om homoseksuelle rettigheder). Jeg vil have det skal handle om mit liv her i Aarhus. Jeg vil dokumentere noget af alt det, som jeg oplever her; oplevelser, mennesker, følelser, etc.

Så hvad laver jeg her i Aarhus? Hvad laver jeg i det mørke Jylland, når jeg lige så godt kunne være på Djævleøen, Sjælland? Enkelt; jeg har fået studieplads på Aarhus Universitet - og jeg accepterede selvfølgelig. Ja, nu skal jeg i gang med min bachelor i International Virksomhedskommunikation i Spansk og Engelsk (fantastisk langt navn)! Mine studier begynder først om en uges tid. I morgen begynder rusugen, og jeg er ærligt ret spændt på at se, hvad der sker på sådan en rusuge. Jeg har tænkt mig at deltage i så meget som muligt, eftersom jeg gerne vil have noget socialt. Og Studenterlauget har lovet os venner for livet. Så lad os se om de får ret.

Jeg har allerede været igennem mine første udfordringer. Vi ankom i går ved 10-tiden og begyndte at flytte ting op på 3 etage hvor jeg bor. Det var hårdt, men det lykkedes! Jeg sagde farvel til mine forældre allerede ved 16-tiden og så var jeg pludselig helt alene. Det lykkedes mig ærligt talt ikke at komme ud af mit værelse hele den første aften af nervøsitet. Jeg fik ikke engang spist aftensmad (dumhed). Men det skal der laves om på. Jeg vil møde de mennesker, som bor her på kollegiet med mig! Så i dag gik jeg ud for at tage morgenmad... og så var der ingen. Oh, the irony.

Sååå, ja, det er hvad der er sket so far.

Now... Let the rest of my life begin!

- Frente

Homoseksuel - hvordan?

I en alder af 8 år sad en dreng foran sine forældres computer – for det var den eneste familien havde – og søgte billeder på Google. Han søgte primært på billeder af mandlige modeller med en flot overkrop, men forsøgte ihærdigt at skjule dette for forældrene. Han lærte hurtigt, hvordan man slettede cookies og slettede alle sporene fra computeren, så hans forældre ikke kunne spore, hvad han lavede. Men denne lille ”hobby” gik lidt over gevind, og da klassekammeraterne begyndte at snakke om, hvor ulækkert det var at være bøsse og brugte ordet som skældsord, forsøgte han at droppe hobbyen og lade være med at glo på det nogensinde igen. Han vidste ikke engang hvad ordet betød, som sådan. Det skal siges, at han kun havde pigevenner og aldrig så meget som havde snakket med en dreng i hele sit liv.

Som tiden gik, fik han pigekærester og i 4-5 klasse (måske også starten af 6 klasse) var han faktisk kommet ind i drengegruppen. På trods af deres konstante snak om piger og fodbold, kunne han lide at være sammen med dem. Han kunne lide at lægge op af sin daværende bedste drengeven, når de så film og spillede spil. Han havde vænnet sig til endelig at opføre sig heteroseksuelt – som alle andre. Han passede ind, og han kunne virkelig godt lide det. Men i 6 klasse begyndte alting at blive vendt på hovedet. Den daværende bedste drengeven spurgte ham ”Er du bøsse?”. Drengen vendte sig kort mod ham, og det grimme ord rungede i hans hoved, mens en ækel følelse voksede i ham. ”Nej, selvfølgelig ikke,” svarede han. Kort efter kom en ny pige i klassen, som skulle blive hans ufrivillige billet ud af drengegruppen. Men den ufrivillige billet blev ekstremt hurtigt en frivillig billet. For kort tid efter, begyndte hver eneste dreng at vænne ryggen til ham. Og der begyndte rygterne. Rygter, som skulle få ham til at føle sig som et nul og et udskud.

Selvfølgelig, er denne lille historie min historie. Jeg vidste allerede som 8 årig, at jeg var til mænd, og jeg skammede mig ikke over det. For dengang var der ikke nogle fordomme om det. Jeg vidste ikke, hvad der var normalt og hvad der var unormalt. Som en lavigne væltede fordommene ind over mig og jeg følte mig mere og mere alene. Men det, som jeg i dag delvist skammer mig mest over er, at jeg ikke var tro mod mig selv. Jeg var ikke engang tro mod mig selv i mine tanker. Hvis jeg bare så lidt på en dreng, fandt jeg en mental hammer frem og slog mig selv i hovedet. Det ledte til adskillige selvmordsforsøg.

Jeg husker særligt en gang, hvor mine forældre ikke var hjemme. Min bror og jeg var, igen, kommet op at slås og han fik på en eller anden måde såret mig så meget, at jeg gik ned i køkkenet og fandt en af min mors skarpe køkkenknive. Jeg kan huske jeg så mit eget spejlbillede i kniven mens jeg stod og samlede mod til at stikke den i brystet på mig selv. I dag har jeg stadig et ar på siden af maven. Mine selvmordsforsøg tog til i fart, jo ældre jeg blev. Jeg holdt en facade oppe, hvor jeg smilede og var glad og lod som om, at jeg var ligeglad med, hvad folk tænkte om mig. Men da rygterne om, at jeg var homoseksuel, begyndte at løbe rundt på skolen, blev det for meget. På det tidspunkt havde jeg indrømmet for sundhedsplejersken, at jeg havde selvmordstanker og mine forældre blev gjort opmærksomme på det – men der blev ikke rigtig gjort noget ved det. Når jeg blev efterladt alene, fandt jeg forskellige måder at pine mig selv på. Jeg forsøgte dog mest med knive – hvilket forklarer mange af mine ar på overkroppen. Jeg ville ikke gøre det de typiske eller synlige steder; håndleddet, hovedet, hænderne, benene, osv. Jeg holdt det på overkroppen, for jeg gik alligevel med stort tøj, så ingen ville opdage det. Og til idræt, når vi skulle i bad efter idræt, var jeg fritaget, pga. eksem. Så det var intet problem for mig, at skjule alle mine knivsår.

Jeg var ikke altid i stand til at holde facaden oppe. Den glippede særligt i niende klasse, hvor jeg gik amok i klassen og angreb en pige. Jeg holdt hende mod væggen i et kvælertag. Jeg husker, at hun løb grædende ud af klassen. Jeg husker, at hun slog mig på vej ud og at jeg slog igen. Men det værste ved mindet, udover min handling, var det faktum, at adskillige af mine klassekammerater sad og roste mig for det jeg havde gjort. Jeg spillede selvfølgelig med på det, men sandheden var, at jeg aldrig havde skammet mig så meget før. Vi blev begge taget ud af klassen, og pigen var utrolig sød, og sagde, at hun ikke troede, at det var noget jeg nogensinde kunne finde på at gøre igen. Lærerne spurgte også, om de skulle underrette vores forældre, men jeg bad om selv at gøre det. Jeg følte, at jeg fortjente at blive straffet. Og denne gang var det ikke nok at straffe mig selv. Mine forældre handlede som jeg forventede: de blev skuffede. Og skuffelse er det værste jeg ved. Det var først, da jeg om aftenen brød sammen i stuen, at mine forældre forstod, hvor hæsligt jeg havde det med mig selv. Og så var jeg tilgivet igen. Skulle jeg vælge noget i mit liv, som jeg skammer mig mest over, så er det denne situation.

Jeg har aldrig været alene som sådan. Jeg har altid haft gode venner, både i virkeligheden og på nettet. Og da de begyndte at opdage de her ting, forsøgte de da også at hjælpe så godt de nu kunne – men de vidste aldrig mere end, at jeg havde selvmordstanker og havde forsøgt selvmord engang. Alligevel har jeg følt mig ufatteligt alene. Men en følelse jeg fandt værre end den alene-følelse, var følelsen af at være et ulækkert misfoster. Jo flere gange jeg hørte om ”Frederik er homoseksuel”-rygtet, desto mere ulækker følte jeg mig. Jeg fik desuden dårlige karakterer, så ikke engang der kunne jeg vise, at jeg faktisk kunne finde ud af noget. Jeg følte, at jeg var den største og klammeste fiasko i verden.

I dag er jeg dog ufatteligt glad for, at jeg var så stor en kujon, at jeg ikke turde slå mig selv ihjel. Jeg fortryder ikke engang alt det, der er sket. Sket er sket, og jeg kan ikke gøre noget ved det. Og selvom jeg har ar rundt omkring til at minde mig om det, så smiler jeg bare. De er en del af mig, de er en del af den, jeg i dag er blevet. Og den, som jeg i dag er blevet, kan jeg virkelig godt lide. Jeg er mig; stolt homoseksuel, sarkastisk tosse, fjollet fotograf og entusiastisk Disney-elsker. Jeg har min ups’n’downs, men det har alle da, ikke?

Jeg har længe overvejet, om jeg skulle dele det her offentligt, da det (som I kan læse) er dybt personligt. Hvorfor jeg gør det? For at bevise overfor mig selv, hvor langt jeg egentlig er kommet på 3 år.

- Frente

Hvor er Frente?

Ja, jeg har været væk længe - how terrible! Men nu er jeg vendt frygteligt tilbage! Muhahaha!
Nå, men hvorfor har jeg været væk? Jo, nu skal I bare høre!

Det er ved at være eksamenstid. Jeg prøver derfor at forberede mig så godt som muligt til disse frygteligheder. Herudover er jeg i gang med diverse projekter. Bl.a. er jeg begyndt at skrive historier igen. Jeg har nemlig meldt mig til et forfatterværksted på skolen. Måske lyder det kedeligt, nedern, nørdet, whatever, men jeg kan personligt virkelig godt lide det (ellers ville jeg vel ikke gå til det, vel? Duh). Jeg har skrevet 2 kapitler på i alt 9 sider - Hurray. Nu er jeg i gang med kapitel 3. Anygays.
Udover det, så er jeg i fuld færd med at filme min "Det Bli'r Bedre"-video :) Jeg satser stærkt på, at jeg kan få den op inden for den næste måned, men nu får vi at se!

Men udover romanskrivning, videoer og eksamensforberedelse, så tænkte jeg på, om nogle har forslag til et rigtig godt video-redigerings-program. Jeg har overvejet at skaffe "CyberLink PowerDirector 10", men ved ikke, om det er godt eller om der evt. findes bedre? For ærligt talt, Windows MovieMaker er noget bras. Så er det sagt.

Endvidere er jeg forresten hoppet med på The Hunger Games-bølgen. Jep, jeg er en maniac. Men virkelig, bøgerne er fantastiske og filmen ligeså! Jeg kan varmt anbefale den! Det er den første film (nogensinde) som jeg ahr set i biografen mere end én gang.
Hvis du har set den, hvad synes du så om den (filmen)? Hvis du kun har læst bøgerne, hvad synes du så om dem? Hvis du hverken har set filmen eller læst bøgerne... meh! Nej, øhm, hvorfor har du så ikke det? :]
OH! Og hvem er din yndlings-karakter? I bog 1 er min favorit - overraskende nok - Cato... Arh, Rue er også bedårende!

- Frente

P.S. Jeg glemte lige at sige: hvis du har lyst til at følge mere med, så opdaterer jeg altså Tumblr en hel del mere end bloggen. På min Tumblr poster jeg (selv-fotograferede) billeder, ting jeg falder over, citater, mindre tekster, etc. Jeg skriver på engelsk, men hva'! Oh! Og I kan også nemmere stille mig spørgsmål derinde :)

EV-RY-DAY I'M TUMBLRIN'!

Ja, Frente er på Tumblr og han elsker det!
Jeg opdaterer nok tumblr en hel del mere, end jeg opdaterer bloggen her. Denne blog er mere til de længere ting :) Og når jeg vil skrive på dansk - for på min Tumblr skriver jeg udelukkende engelsk! SÅ FRYGT EJ! Bloggen fortsætter skam! :D

Link til min Tumblr: http://frenterik.tumblr.com/

- Frente

Frente om "Det Bli'r Bedre"

Jeg så lige, at det amerikanske projekt "It Gets Better" er kommet til Danmark. Det er jeg glad for! Det er et fantastisk koncept, som virkelig kan hjælpe mange unge.

Hvis du ikke ved hvad Det Bli'r Bedre er, så vil jeg foreslå dig at kigge lidt på Det Bli'r Bedres hjemmeside: http://detblirbedre.dk/
Du kan også tjekke den amerikanske hjemmeside: http://www.itgetsbetter.org/

Jeg overvejer forresten at give et bidrag selv - jeg er dog en smule i tvivl. For jeg ved ikke, om man skal have været sprunget ud længe eller om man sagtens kan bidrage, hvis man vil dele sin egen spring-ud-historie. Jeg vil i hvert fald gerne bidrage med min egen spring-ud-historie, da jeg tænker tilbage på den med megen glæde. En glæde, som jeg virkelig ønsker at dele med andre unge.

Nej, jeg vil ikke bare skrive den (for det har jeg jo gjort her på bloggen). Ligesom Jobbe Joller vil jeg gerne gøre det på video. Hvorfor? Jo, fordi det er langt mere personligt. Jeg tror på, at en video kan gøre et langt større indtryk, end en lang tekst kan, netop pga. den personlige kontakt.

Så hvad siger i?
Skal Frente lave en sådan video og sende ind?

- Frente

Euforisk jordskælv



(Billede fra google)

Jeg husker stadig, da Danmark sagde "Vi vinder i år", "Vi ses til Eurovision Song Contest 2013". Måske fordi det egentlig ikke er så forfærdelig lang tid siden, at de stod og skavede sig sådan. Men lad det nu ligge.

Hvis man vil se på en vinder, vil jeg foreslå vi lige kigger over grænsen til Sverige. Jeg gør lige opmærksom på, at jeg endnu ikke har hørt ALLE sangene til årets Eurovision - det undskylder jeg. På trods af dét, er Sverige allerede min favorit. Sangen hedder "Euphoria" og er sunget af Loreen. Det er en utrolig festlig sang, som jeg kan forestille mig kunne blive populær på dvs. diskodaskoteker. Men spørgsmålet er, om den er bedre end sidste års deltager fra Sverige: Eric Saade's "Popular". Jeg er faktisk lidt i tvivl, men det er måske mere fordi jeg er en lille klam fan af Eric Saade - hmmm.

Nå, men lad os kigge lidt mere syd på. For der er faktisk et land, som jeg er pænt overrasket over: Spanien. De sidste mange år har de leveret noget være gylle til Eurovision. Men I år er sangen faktisk ret god, synes jeg. Den er lidt i stil med Islands "Is It True?" af Yohanna fra 2009 og Norges "My Heart Is Yours" af Didrik Solli-Tangen fra 2010. To sange, som jeg faktisk stadig hører i dag (og så var det også Island jeg stemte på i 2009). Spanien sender Pastora Soler og sangen "Quédate Conmigo". "Quédate conmigo" kan oversættes med "Bliv hos mig". Jeg tror faktisk den er på min top 10 i år - men nu får v at se, når jeg rent faktisk får alvet listen!

Arh, nu skulle jeg måske komme videre med min eksamensopgave. Intet bedre end at sidde og skrive om et herligt jordskælv, mmh, mmh!

Frente is OUT!