Ydmyget?

Kender i det, at man en hel uge går og glæder sig til noget, og på få sekunder, er denne glæde forsvundet?
Det har jeg efterhånden prøvet jeg ved ikke hvor mange gange.

Hele ugen har jeg gået og glædet mig til at tage med nogle venner ind og se Tron: Legacy - en film jeg har villet se siden den udkom, og siden jeg hørte om den. I dag finder jeg så ud af, at jeg ingen mulighed har for at tage helt til Slagelse, da en af mine venner fortalte, at hun alligevel ikke kunne køre derind. Togene kører heller ikke og jeg har ikke råd til en bus. Dermed er jeg komplet afskåret - bl.a. fordi jeg ikke gider have mere gæld, end jeg ville have fået, ved at se filmen (kunne nemlig låne penge af personen til bus, men jeg skulle allerede låne penge til filmen, og min økonomi er lort for tiden). Så der røg min glæde.
Jeg fandt så ud af, efter jeg meldte afbud, at hende og en anden af mine venner (som også skulle være blevet kørt) tager derind via bus. Fedt tænker jeg, så er jeg da meget udenfor. Om jeg selv er uden om det? Sikkert ja, men på mig virker det heller ikke til at gå dem på på nogen måde - måske ville de slet ikke have mig med i begyndelsen? Men så må de da få en god tur.

Og det er da sjovt det med glæde ikke? Man kan gå og glæde sig i lang tid, og man glemmer at tænke over, hvor meget der egentligt kan gå galt imens. Man kan dø i morgen, man kan blive syg, osv. Selv satte jeg forventningerne op og glædede mig som et lille barn, og bare nogen sagde "Tron" så var jeg oppe at køre. Nu, når jeg hører dét ord, så bliver jeg ked af det.
Det værste er nok tanken om, at de kommer tilbage, fortæller om den osv. jeg kommer jo aldrig til at opleve den i 3D - kun som DVD. Men så SKAL jeg også bare have den. En biografoplevelse (med 3D) ville bare være federe...

Så ja, jeg føler mig både ydmyget og såret.

See you.

::DAGENS SANG::



Denne sang hører jeg meget for tiden. Og nu begynder jeg også at mærke et had til "the Homecoming Queen".