Når du fortæller andre, at du keder dig, er deres respons: "så find noget at lave". Du spørger, hvad, og de kommer med en masse forslag - hvilket jo er pænt af dem. men deres "overfladiskhed" irriterer dig, og du begynder at mærke en vrede boble i dig. Du prøver at berolige dig selv, da din fornuft fortæller dig, at det ikke er deres skyld. men du vil have dem til at se igennem din facade, og prøver så at give ledetråde, der for dig er nemme at følge. Men personen der lytter til dig, hører dig ikke synes du. Nu kan du ikke holde det inde mere, og ud kommer dine frustrationer i form af vrede. Du tænker ikke på, hvor overrasket, dum og lille lytteren føler sig - hvorfor skulle du også det, når de ikke vil forstå dig?
Endnu mere vred bliver du, når personen så går, for at slippe lidt fra dine uretfærdige anklager. Nu sidder du så tilbage med denne vrede, som du ikke synes du kan få ud, da personen har forladt dig - din syndebuk er forsvundet. Efter en god halv time køler du ned igen. I denne halve time er tanker som "Hvorfor kan hun/han ikke bare fatte det?", "Er jeg så uvigtig?", "Hvorfor er jeg så besværlig...?", "Hvorfor lader jeg det gå udover andre?", osv., kredset rundt i hovedet på dig. Når personen så endelig er tilbage, har du hverken lyst til at være glad, vred, sød, led. Du føler dig monotom og dermed tom. Der er intet tilbage, udover den gamle ven: Kedsomheden.
Efter lidt tid, hvor du snakker med personen/lytteren, begynder du at snakke gladere/skrive gladere. Du begynder at lade som om, at du er glad og har det sjovt med personens selskab. men under denne fantastiske facade, sidder dit monotome jeg, og har mest af alt lyst til at bryde sammen, i frustration.
-----
MAN DØR AF KEDSOMHED:
En undersøgelse, som forskere på University College London har udført, er tydeligt omkring faren ved kedsomhed. I studiet brugte forskerne tal fra en undersøgelse af 7.500 offentligt ansatte for 25 år siden.
Da tallene blev indsamlet, var deltagerne mellem 35-55 år. I midten af 1980'erne blev de som offentligt ansatte undersøgt og spurgt om en række personlige forhold. I april 2009 undersøgte forskerne, hvor mange af deltagerne, der i mellemtiden var døde og i hvilken alder. I besvarelserne havde deltagerne selv vurderet, om de kedede sig – i og med, at de blev bedt om at angive, hvorvidt de syntes, at deres liv var kedeligt eller spændende, da studiet gik i gang.
Da forskerne kontrollerede tallene sidste år, viste det sig, at de deltagere, der havde kedet sig mest, var stærkt overrepræsenteret blandt dødsfaldene.
DE FEM TYPER AF KEDSOMHED:
1. Afventende kedsomhed: Noget stort lurer forude og forhindrer dig i at kunne koncentrere dig om noget som helst, og så begynder du at kede dig
2. Svigt-kedsomhed: Du forventer dig noget bestemt af en aktivitet eller situation, men det bliver ganske anderledes, og så keder du dig
3. Aggressiv kedsomhed: Her er kedsomhed ikke et modus, men mere en besked til omverdenen; bruges ofte af teenagere, der kaster sig på sofaen med ordene ‘jeg keder mig!’
4. Rituel kedsomhed: I stedet for at blive ked af det, sur eller noget andet krævende, kan den erfarne keder vælge at kede sig
5. Monotoni-kedsomhed: Af og til keder man sig bare, når man har udført en aktivitet eller været i en situation længe nok
------
Ja, i undre jer måske over, hvorfor jeg har skrevet om kedsomhed denne gang. men lad os bare sige, at jeg havde brug for at komme ud med det.
See you~
Ingen kommentarer:
Send en kommentar